Fødselsdepressionens skygge

”Det var fjerde barn, og jeg følte, jeg burde have tjek på tingene. Folk omkring mig sagde ’det tager du bare på rutinen’, så da jeg følte mig mere ensom end nogensinde før, havde jeg ikke noget frirum til at tale om det.” 

Saara Herne og hendes mand er i dag forældre til børn på 13, 10, 6 og 3 år. De bor i Gudme på Sydfyn, hvor Saara arbejder som billedkunstner ved siden af jobbet som Office Manager. Nu kan hun også skrive forfatter på cv’et, efter hun har udgivet bogen 'Skyggesiden – en dagbog om fødselsdepression' om en voldsom og overvældende periode af sit liv. 

Vi spoler tiden tilbage til graviditeten. Modsat tidligere var denne ikke planlagt. De havde allerede tre børn, det ene med infantil autisme og et andet med ADD, familien var hårdt spændt for. Saara havde ikke noget arbejde og vidste ikke, om hun skulle søge job og lyve om graviditeten over for en eventuel arbejdsgiver, eller om hun skulle blive på dagpenge, for havde de overhovedet råd til det hele? 

De mange tanker blev til bekymringer, og de mange bekymringer påvirkede graviditeten, som ellers forløb uden fysiske problemer. Saara sov ikke, som hun plejede. Hvis hun overhovedet sov: 

”Jeg var i et limbo i systemet. Fordi jeg var gravid, måtte jeg ikke få noget at sove på, så jeg blev mere og mere påvirket af søvnmangel. I sidste ende kunne jeg godt se, at jeg ville starte livet med den nye baby med totalt søvnunderskud.” 

Hun prøvede massage, osteopati, alt hvad der måtte være af alternativ behandling. 

”Men så snart jeg lagde hovedet på puden, begyndte tankemylderet. Det blev mere og mere stressende. Jeg prøvede at sove på badeværelset, udenfor, på børnenes værelse, intet virkede.” 

Fødslen gik godt, og familien kunne ånde lettet op. Saara var så udmattet den første uge, at hun og søvnen fandt hinanden igen. Men da det igen blev hverdag, og hendes mand skulle tilbage på arbejde og børnene i skole, var Saara alene med babyen. Hun ved ikke, om det var en egentlig fødselspsykose, men hun følte symptomer om natten, og søvnproblemerne vendte tilbage: 

”Jeg begyndte at høre sange, der kørte i ring. 3-400 hundrede gange om natten. Jeg prøvede at høre alt fra opera til dødsmetal for at slukke tankemylderet og sangene. Jeg blev mere og mere sårbar og fik negative tanker omkring mig selv som mor, både over for de store børn og den lille. På et tidspunkt begyndte jeg at græde over et brunt mærke på et æble. Helt små ting kunne ødelægge min hverdag, og jeg fik lyst til at forlade min mand og mine børn og bare tage ud til en svensk ødegård. Jeg var kørt helt ud.” 

Ingen pauser, ingen ro 

Danmark var lukket ned af corona, og familien var sammen. Hele tiden. De kunne hjælpe hinanden, men med hjemmeskole og hjemmearbejdsplads var der ikke meget aflastning. To af børnene havde særlige behov for struktur, forudsigelighed og genkendelighed, men det hele gled sammen under nedlukningen: Hvornår var de i skole, hvornår var det en læsestund, og hvornår havde de fri? 

”Jeg skulle forsøge at hele mig selv, men jeg fik ikke de pauser, jeg havde brug for. Det lyder hårdt at sige, men den lille skulle jo amme og være hos mig hele tiden. Selv når jeg et kort øjeblik prøvede at gøre noget for mig selv, for eksempel at vinterbade, skulle jeg pludselig amme. Så sad jeg der, nøgen og våd i frosten, for at amme mit barn. Selv det øjeblik kunne jeg ikke have for mig selv.” 

Saara Herne troede ikke selv, hun havde en fødselsdepression. Hun vidste, hun havde det dårligt, rigtig dårligt, men hun kunne ikke skelne: Er det her en særlig situation, eller har jeg bare glemt, hvordan det føles at være nybagt mor? Heldigvis fik hun besøg af en garvet sundhedsplejerske, som kendte familien, og hun så det hurtigt. 

I samme periode var Saara og hendes mand til parterapi hos en psykolog, der også kendte familien: 

”Hun sagde, at hun simpelthen ikke kunne hjælpe mig, fordi jeg havde det så dårligt. Det viste mig, hvor langt ude jeg egentlig var. Hun sagde det hverken negativt eller bebrejdende. Men jeg skulle have mine basale behov dækket, før hun kunne arbejde terapeutisk med mig.” 

De talte med lægen, som henviste til en psykiater. Situationen blev taget alvorligt. Ikke kun fordi Saara havde lyst til at gå fra det hele, hun havde også fået selvmordstanker. Beskeden var klar: Saara havde en alvorlig fødselsdepression. 

Hendes mand havde været en stor hjælp og støtte, men hun havde brug for at tale med andre og var ensom i sine tanker og følelser. Der var ingen mødregruppe på grund af coronanedlukningen, og i hendes tilstand kunne hun ikke overskue at tage på biblioteket eller til legegrupper med restriktioner og mundbind. 

”Alt, der gjorde livet levebart, var der bare ikke. Jeg kunne godt ringe til veninder, men jeg kunne ikke fortælle, hvordan jeg rigtigt havde det. Jeg var fastlåst derhjemme i min dårligdom, og det blev selvforstærkende.” 

Ideen om den perfekte mor 

Selv da Saara var nået helt frem til venteværelset hos psykiateren, var hun tæt på at vende om. 

”Det var grænseoverskridende at skulle til en psykiater på et tidspunkt, hvor man tror, man har styr på det hele. Hus, mand og børn, snart 40 år.” 

Men Saara fik mulighed for at tale om de allersværeste tanker og følelser, som hun havde været helt alene med. Der blev lagt en plan, og hun fik antidepressiv- og nervemedicin. Efter et halvt år hos psykiater kunne hun fortsætte behandlingen hos egen læge. I dag, knap tre år senere, har hun det godt, og tager stadig medicin.  

”Jeg fik at vide, at jeg skulle tænke på det som med en hjertesygdom: Hvis dit hjerte har brug for medicin, skal du heller ikke være bange for hjertemedicin. Jeg skal måske stoppe på et tidspunkt. Men jeg har jo stadig små børn at tage mig af, og jeg kan stadig få symptomer bagest i hjernen, så søvnmanglen lurer.” 

Fødselsdepressionen kaster stadig skygger. Men Saara fik hjælp, og hun er både glad og taknemmelig. Nu vil hun gøre op med ideen om den perfekte mor. Skal der være plads til de vigtige samtaler, skal der også være plads til psykisk sygdom som en del af den samtale. Saara har også selv lært meget og fået nyt perspektiv. 

”Vi har alle forskellige forudsætninger for at være forældre. Det kan spille ind, hvordan vi var som børn, hvad vi har med i bagagen, om man er meget rolig, om man har haft angst inde på livet og så videre. Vi er så forskellige. Jeg har i hvert fald lært, at jeg aldrig nogensinde skal dømme nogen, der står i en Netto med et skrigende barn. Man aner simpelthen ikke, hvad der kan ligge bag eller være gået forud.” 

Da Saara udgav sin bog, sårede den hendes forældre. Hendes fødselsdepression hvirvlede barndomsminder op og forvrængede dem til traumer. 

"Det var kun de negative ting, jeg huskede fra barndommen. Alt blev giftigt i min relation til mine forældre. Jeg blev til Saara på seks år. Det var med bogen aldrig min intention at såre nogen, og det er slet ikke den relation, jeg har til dem i dag. Jeg har det rigtig godt med mine forældre, og de hjælper med at passe børn og støtter mig enormt meget. Men på det tidspunkt var alt så dystert og mørkt, at intet positivt kunne skinne igennem, ikke kun til mine forældre, men til alt og alle omkring mig.” 

Saara ved i dag, at den perfekte mor ikke findes. Eller også findes der en million definitioner på den perfekte mor. Midt i fødselsdepressionen frygtede hun, hvordan den ville påvirke relationen til børnene. Den frygt blev heldigvis gjort til skamme af sundhedsplejersken. 

”Jeg led af forfærdelige tanker om mig selv som mor. Det lettede mig hjerte og mit sind, at en person udefra sagde, at jeg stadig var en god mor. Jeg elsker mine børn, og selvom bølgerne kan gå højt, og det ikke altid føles, som om der er nok timer i døgnet, er den lysende kærlighed til mine børn heldigvis større end fødselsdepressionens mørke skygge.” 

Saara Hernes råd

Til familien

”Det er vigtigt, at man får taget nogle pauser. At man prøver at etablere nogle rum, hvor der ikke kræves noget. Det skal være okay, at man tager en pause for at se RuPaul’s Drag Race eller andet, som ikke kræver så meget af en. Det skal ikke være en pause, hvor der også bliver suget energi ud af en. 

Indfør pauserne som en fast rutine. Hvis der er en svær situation, kan man på den måde se frem til et øjeblik, hvor man kan få en pause.” 

Til pårørende

"Hjælp til, hvor du kan. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle svare, hvis jeg midt i en fødselsdepression skulle svare på, hvordan en ven kunne hjælpe. Men hvis en ven bare kom og gjorde et eller andet, foldede IKEA-poserne på gulvet, tog vasketøjet, lavede lidt mad, så er det en kæmpe hjælp.” 

Læs også